På dette nærbillede af fodsålens andet muskellag ser vi den lange bøjemuskel (f) til tæerne m. flexor digitorum longus. Den kommer fra underbenet og har fire haler, dvs. tilhæftningssener til de fire laterale tæer (1-4). Her fordeles musklens træk til flere tæer, og den virker på mange led. Dette princip findes også på hånden. Præparatet viser at ikke alle muskler udspringer på knogle, idet den lille muskel m. lumbricalis (b) udspringer på senen (1) til anden tå. Præparatet viser desuden at en muskel ikke altid hæfter sig på knogle. Musklen (q) m. quadratus plantae udspringer på knogle, men hæfter sig på senen (f). Men der er andre muligheder for tilhæftning. Det ses på næste billede.

Hvad markerer pilen fra (o)?
Pilen fra (o) peger på omslagsfolden i seneskedens ene ende. Her går det viscerale blad (v) over i det parietale blad (p). På øverste tegning viser de SORTE prikker udsiden af omslagsfolden.

Øverst på denne tegning ses en sene (s) der på et stykke omgives af en synovial seneskede (a). Skeden afsluttes ved de SORTE prikker med en omslagsfold hvor de to lag eller blade som seneskeden består af går over i hinanden. På nederste tegning er seneskeden skåret igennem på langs for at vise dens opbygning. Det inderste blad omkring senen (s) kaldes det viscerale (v) og det yderste er det parietale (p). De to blade er adskilt af en spalte der er mørk og meget smallere i virkeligheden end på en skematisk tegning. I spalten findes lidt væske der ligner ledvæske.
Hvad markerer pilen fra (o)?

En helt speciel udformning af slimsække findes omkring de lange sener på fingrene, som ses her, og på tæerne. Det er synoviale seneskeder, vaginae synoviales. De består ligesom en bursa synovialis af en væskefyldt spalte, men medens en bursa består af to lag med væske imellem og er udbredt efter fladen så består seneskeden af to rør med væske imellem. For at vise seneskedernes udstrækning er der, i de fleste fingre, sprøjtet BLÅ gelatine ind i spalten mellem de to rør. Den flotte BLÅ farve på pegefingeren (2) skyldes at den fibrøse seneskede er fjernet her, men bevaret de andre steder. Denne skede (1) er en halvcylinder der som en tunnel omgiver synovialskeden på de flader hvor der ikke er knogle, og det vil igen sige at sene og synovial seneskede ligger beskyttet af halvcylinderen, der består af senevæv, som er solidt men bøjeligt.

På forsiden af dette venstre lår har vi dissekeret i dybden og er nået til hofteleddets forflade, hvor kapslen er markeret (a). Tæt på ledkapslen ligger normalt muskler (b), lårets vigtigste bøjemuskel, m. iliopsoas. Vi har skåret den igennem og bøjet den nedad for at se leddet. For at denne muskel kan glide let i forhold til ledkapslen (a) udvikler sig i bindevævet mellem muskel og kapsel en slimsæk, bursa synovialis (GRØN skive). Det vil sige en væskefyldt spalte i bindevævet. Spalten er ganske smal og væskemængden ringe, men tilstrækkelig til at sikre bevægeligheden. Udstrækningen af bursa, dvs. længde og bredde, er i reglen endnu større end den GRØNNE skive, men varierer en del. Slimsække findes talrige steder i kroppen hvor der stilles store krav til at f. eks. en muskel skal glide let i forhold til knogle, fascie eller ledkapsel.

Kroppens største sene, akillessenen (a), er let at føle lige over hælbenet (h). Den er tilhæftningssene for den kraftige lægmuskulatur der udspringer på store knogleområder nær knæet. Akillessenen er et smukt eksempel på at ekstremitetsmuskler ofte overfører muskelkraften til en sene der hæfter sig på relativt lille knogleområde. Dette princip betyder også at ekstremiteterne er slankest distalt, fordi sener fylder mindre end muskelkød.

Et smukt eksempel på seneglans er fodsålens fascie, (a), der ses her. Bagtil er fascien ekstra tyk idet nogle af fodsålens muskler udspringer på fascien. De små farvede ringe viser at kar og nerver går gennem fascien forskellige steder; dette forekommer overalt på kroppen.

Fascieforstærkninger findes flere steder. Nær anklen (m) findes forstærkninger der kaldes retinakler. Her er markeret tre i forskellig højde. (1), (2) og (3) har til opgave at holde senerne på underbenets for- og lateralside på plads.

Endelig kaldes strækkemuskulaturen (e) på overarmen for antagonister, idet de dels kan udføre den modsatte bevægelse, altså strækning i albuen, dels under fleksion deltager med ekscentrisk kontraktion der er vigtig for at bevægelsen kan bremses eller hæmmes og forløbe glat. Hvis vi kontraherer fleksorerne med maksimal styrke afslappes ekstensormuskulaturen helt. Det kaldes reciprok hæmning, og bøjemusklerne formålet må være at koncentrere innervation og kontraktion til når dette er påkrævet. Reciprok hæmning kan være nyttig ved undersøgelse af skulderen. Ved at sætte hånden fast i siden og dermed bruge skulderens indadførere, adduktorer, slappes deltamusklen (d) som har modsat virkning, og så er det let at palpere den del af overarmsknoglen der dækkes af muskler.

På dette armpræparat som vi ser lateralt fra er overarmens fleksorer markeret (f) og ekstensorer (e). Albueleddet ligger ved (a), mens (d), deltamusklen, repræsenterer skuldermusklerne. Vi vil nu bøje armen i albueleddet, mens overarmen holdes langs kroppen. Den vigtigste fleksor, m. biceps brachii, ligger forrest og er særlig virksom, den kaldes derfor agonist. De andre overarmsfleksorer understøtter m. biceps og kaldes synergister, de samarbejder og bidrager også til fleksionen. Men adskillige andre musklers deltagelse er nødvendig, bl.a. en række skuldermuskler der kaldes fiksatorer idet de må fiksere skulderbladet hvor m. biceps udspringer og overarmsknoglen hvor en anden fleksor udspringer.
(fortsættes)