De væsentligste forandringer i bruskmodellen er for kalkning af bruskgrundsubstansen, (BG), mellem cellerne, samt henfald af bruskcellerne. (GM) er den forkalkede bruskgrundsubstans og (Cs) en døende bruskcelle.

Bindevæv, (W), med mange kar, (K), vokser ind i de rum, bruskcellerne har ligget i. Rummene er begrænset af forkalket bruskgrundeubstans, (GM). Dernæst begynder knogledannelsen.

Den foregår på samme måde som den desmale ossifikation, dvs. bindevævsceller omdannes til osteoblaster, (B), der fejrer sig på de tynde tappe af forkalket bruskgrundsubstans, mærket (GM).

Osteoblasterne, (B), danner osteoidt væv, (O), dvs. knoglevæv uden mineralsalte. Senere mineraliseres det osteoide væv.

Vi ser en oversigt over de forandringer, der optræder i knoglens midte efter at knoglemanchetten, (M), er dannet. Fig. A viser at bruskcellerne svulmer op, fig. B at grundsubstansen forkalker. Figuren nederst til venstre at bindevæv og kar vokser ind gennem knoglemanchetten. Bruskcellerne dør og tilbage bliver tappe af forkalket bruskgrundsubstans, (b). Figuren nederst til højre viser, at en del bindevævsceller bliver til osteoblaster. Osteoblasterne lejrer sig på den forkalkede bruskgrundsubstans og danner osteoidt væv.

Processerne fortsætter fra midten af bruskmodellen mod epifyserne,(H), dvs. mod bruskmodellens ender. Epifyserne dannes efter samme princip som rørknoglens skaft, diafysen. Til venstre er bindevæv og kar trængt ind i øverste epifyse, og til højre er udviklingen skredet yderligere frem. (N) er et stort kar og (a) er mindre kar. Mellem epifyse og diafyse dannes en bruskskive, epifyseskiven. Det er det lilla område i hver ende af knoglen.

Her ses den færdigdannede knogle med mange kar, (N) og (a). Begge epifyseskiver er forsvundet og længdevæksten ophørt. Den eneste rest af den oprindelige brusk der er tilbage, er ledbrusken, (H), på knoglens endeflader.

Manuskript nr. 137 / dias 35
Bearbejdet af
Henrik Løvschall og Erik Christophersen
Anatomisk afsnit
Århus Tandlægeskole
Århus Universitet

Forstadiet til alle knogler er bindevæv. Fig. 1 viser to eksempler. Knoglevæv dannes altid fra bindevæv. Når det sker direkte for U’s vedkommende, tales om desmal ossifikation, og (V), på fig. 4 er en bindevævspræformeret knogle. Når knogledannelsen sker over et bruskstadium, (Y), kaldes den chondral, og der dannes en bruskpræformeret knogle, (Æ), på fig. 4. Den vigtigste forskel mellem de to former for knogledannelse består i, at den chondrale ossifikation foregår i en bruskmodel, (Y), der fjernes som vist på fig. 3 ved (Z). Bruskmodellen forsvinder i takt med at der dannes knogle fra bindevæv, som vokser ind i bruskmodellen. Der er altså ikke tale om, at brusk omdannes til knogle.

Størstedelen af skelettet dannes ved chondral ossifikation; den studeres bedst i en lang ekstremitetsknogle. Tegningen til venstre viser en bruskmodel, (H), af en fremtidig rørknogle. Brusken er beklædt med bruskhinden, perichondrium, (O) og (U). Tegningen til højre viser, at den førstdannede knogle lægger sig som en tynd manchet, (M), omkring bruskmodellens midterste del. Samtidig med at knoglemanchetten dannes, sker der forandringer i bruskmodellens midterste del, (D).