Her er begge epifyseskiver forsvundet, og længdevæksten er dermed ophørt, d.v.s. det er efter puberteten. Knoglemarven strækker sig igennem hele knoglen. Nu er ledbrusken, (H), den eneste rest, der er tilbage af den oprindelige bruskmodel. Sunde epifyseskiver er helt nødvendige for knoglens længdevækst. Hvis ledbetændelser f. eks. breder sig over på epifyseskiver og ødelægger dem, standser knoglevæksten. Hvis slag på knogler får dem til at revne i epifyseskiveområdet, så standser længdevæksten.

På tegningen til venstre er der nu også dannet et ossifikationscentrum i nederste epifyse, (OC). Ossifikationsprocessen breder sig i alle retninger, og brusken forsvinder undtagen to steder i hver ende af knoglen. Det ene sted, hvor brusken bevares, er på den fri endeflade, hvor den bliver til ledbrusk. Det andet sted er imellem epifyse og diafyse, hvor epifyseskiven, (E), bliver tilbage som en meget vigtig rest. Det er fra epifyseskiven, knoglens længdevækst foregår. Under knoglens længdevækst består epifyseskiven af de samme zoner, som vi ser i diafysen under enchondral ossifikation. Når længdevæksten af knoglen er afsluttet, ophører bruskproliferationen i epifyseskiven. Dernæst undergår den de sædvanlige forandringer inden ossifikation helt udsletter den. Nederste epifyseskive er forsvundet på tegningen til højre.

Samtidig med at processerne fortsætter mod epifyserne (H) på tegningen til venstre sker der rekonstruktion i den perichondralt og enchondralt dannede knogle. Herunder fjernes de primære knoglebjælker, der udfylder en væsentlig del af marvhulen. Epifyserne dannes efter samme princip som diafysen. Den enchondrale forbeningsproces begynder også her i et centralt ossifikationscentrum. Bruskcellerne undergår de samme forandringer som i diafysen. Indvæksten af mesenchym foregår flere steder fra overfladen. Til venstre er mesenchym og blodkar trængt ind i øverste epifyse, og til højre er ossifikationscentret, (OC), dannet. (GM) er forkalket bruskgrundsubstans.

Den lille tegning øverst viser den enchondrale ossifikation breder sig mod epifyserne, det vil sige mod bruskmodellens ender. Den perichondrale manchet bliver tykkere og længere. Derved styrkes modellen. Det kan den i høj grad trænge til, da nedbrydningen af brusken – selv om den sker gradvis – i høj grad svækker modellen. Den store tegning viser, at udviklingen mod epifyserne afspejler sig i det histologiske præparat, hvor man ser forskellige zoner. Zonerne viser de forandringer, brusken, og det gælder både celler og grundsubstans, gennemgår, før den forsvinder og erstattes med knogle. Det er tydeligt, at området, (RS), er det område, der er mindst berørt. I de følgende zoner sker de forandringer, der har været omtalt ved de forrige billeder. Bruskcellerne blærer op ved (BL), og bruskgrundsubstansen forkalker ved (FO). Ved (OS) dannes der knogle. Det sker uden på tappe af forkalket bruskgrundsubstans.

Spm: Hvad viser fig. D til højre?
Her er en del mesenchymceller blevet til osteoblaster. De lejrer sig på den forkalkede bruskgrundsubstans, der findes som tappe, og her danner de osteoidt væv, der er rødt.

Spm: Hvad bliver der af resten af mesenchymet?
Det danner begyndelsen til den primitive eller primære knoglemarv.

Spm: Hvad viser fig. D til højre?

Spm: Hvad bliver der af resten af mesenchymet?

Spm: Hvad er der sket i bruskmodellen på fig. B?
Her er bruskgrundsubstansen forkalket. Det fremgår af farveskiftet fra fig. A til B.

Spm: Hvad sker på fig. C nederst til venstre?
Her er mesenchym og kar vokset igennem knoglemanchetten. De degenerede bruskceller er forsvundet og tilbage bliver kun tappe af forkalket bruskgrundsubstans,(b).

Spm: Hvad er der sket i bruskmodellen på fig. B?

Spm: Hvad sker på fig. C nederst til venstre?

Spm: Hvad markerer (M) på fig. A øverst til venstre?

Spm: Hvad sker der med bruskcellerne i fig. A?

Spm: Hvad markerer (M) på fig. A øverst til venstre?
(M) er den perichondrale knoglemanchet. Den er dannet på nøjagtig samme måde som knogle, der er dannet ved desmal ossifikation.
Spm: Hvad sker der med bruskcellerne i fig. A?
Her svulmer de op. Det er et degenerationstegn.