Epitel på kroppens ydre overflade og i fordøjelseskanalen er udsat for stadig mekanisk påvirkning. Under fysiologiske forhold går der ustandselig celler til grunde, og de erstattes af nye, der opstår ved mitotiske delinger. Delingerne foregår i de basale cellelag ved pilene. Derefter forskydes de nydannede celler mod overfladen, hvor de afløser de gamle.

Dækepitel er forsynet med mange fine nervetråde, der passerer basalmembranen. Det er de gule linier på tegningen. Kun de forhornede epitellag i flerlaget pladeepitel mangler nervetråde. Læg mærke til, at de gule streger standser ved det grålige lag, der illustrerer de forhornede celler.

Normalt findes der ingen blodkar eller lymfekar i dækepitel. Epitel ernæres fra blodkarrene i bindevævet. Her ligger arterier, (a), vener, (v), og lymfekar, (l). (K) er kapillærer nærmest epitelet. De gule pile viser den retning, stofferne passerer gennem basalmembranen og op i epitelet. Væsken fra blodkarrene breder sig antagelig igennem intercellularsubstansen mellem epitelcellerne.

Foruden mikrovilli og stereocilier hører sansehår til cytoplasmaudløbere, der er ubevægelige. Sansehår har betydning for sensitive funktioner. Hertil hører smagscellernes smagsstift, der ses ved de røde pile samt hårene på hårcellerne i sanseområderne i det indre øre.

Her er stereocilier. Det er grove, ofte lange cytoplasmaudløbere. De har betydning for sekretion, idet de øger den overflade, som sekretet passerer igennem. Sekretdråberne til højre ruller ud på cilierne, hvor de nu hænger som dugdråber på græsstrå. Stereocilier findes bl.a. i visse afsnit af de mandlige sædveje.

Ubevægelige cytoplasmaudløbere har forskelligt udseende og forskellig funktion. Her er vist mikrovilli. Det er ganske fine cytoplasmaudløbere, der er af betydning for resorption og derfor findes på de distale flader af tarmepitelet. De enkelte mikrovilli kan ikke ses i lysmikroskopet, men hvis de ligger tæt sammen, danner de en bræmme, som vist ved pilene. Bræmmen kaldes en børstesøm. Foruden i tarmepitelet findes der børstesøm i nyrens kanalsystem, hvor der ligeledes foregår resorption. Børstesømmen mangler over bægercellerne, der ses lyse på tegningen.

Bevægelige cytoplasmaudløbere kaldes kinocilier eller fimrehår. De findes på den frie eller distale celleflade af de prismatiske celler i respirationsvejsepitel, som vist her.

På den distale flade kan findes bevægelige cytoplasmaudløbere som vist til venstre, hvor de spiller bold med den lille kugle, eller ubevægelige som vist til højre.

I epitelceller findes almindeligvis kun en enkelt kerne. I enlaget pladeepitel, det ses øverst, er kernen en oval skive. I kubiske celler er den kugleformet, som vist på den midterste tegning, og i prismatiske celler er kernen aflang, det ses nederst. Den er nærmest ægformet med den lange akse parallel med cellers længdeakse.

En prismatisk celle, f. eks. i tarmepitelet, har to endeflader. Den basale eller proksimale flade ved de gule pile vender mod det underliggende bindevæv, og den distale flade med de røde pile vender mod tankens lumen. Fladerne med de hvide pile kaldes cellers laterale flader. Det er de flader, der hverken vender mod basalmembran eller mod lumen. I mange epitelier er cellerne så fast bundet sammen, at kun stærke mekaniske kræfter kan skille dem. Det er bl.a. tilfældet i mundhule og som vist her i tarmkanalen.