Billedet viser nerverne i forhold til sansecellerne. Nervetrådene har trofisk centrum i ganglier inde i sneglen, og altså ikke i sansecellerne.

Den forreste del af modellen af det indre øre, dannes af sneglen, cochlea, navnet står øverst til højre. Den del, der ligger imellem cochlea og buegangene, er forgården. Sneglen ligner grangiveligt et sneglehus. Sneglehuset ligger ned, som det ses, med spidsen pegende fremad. Den del af det indre øre, der er vanskeligst at forestille sig rumligt, er forgården mellem buegangene og snegl. Der er det nemmest at tænke på en hulhed, der minder om et æg.

Tegningen viser en isoleret model af det indre øre. Vi ser modellen forfra. Det fremgår uden videre, når vi tænker på, at sneglen ligger ned og spidsen peger fremad. Sneglen ses til højre markeret cochlea, og sneglespidsen peger lige ud mod os. De tre buegange er lette at identificere, og det mellemliggende stykke er forgården.

Denne model af den benede labyrint er samme model som før blot set bagfra. Vi identificerer let de tre buegange; det er sneglens basis, vi ser ind på; set fra denne synsvinkel, er det stykke af det indre øre, der ligger imellem snegl og buegang, med lidt god vilje ægformet. Det ses uden videre, at de tre buegange åbner sig i den ægformede forgård, samt at sneglen står i forbindelse med den anden side af den ægformede forgård.

Tegningen er et meget skematisk snit igennem det indre øre. Der er kun vist en enkelt buegang længst til venstre. Sneglen er synlig til højre, og det mellemliggende sorte område er forgården. Det sorte markerer den benede labyrints lumen, mens det hvide, der er tegnet i det sorte, og markeret med tal, f. eks er buegangen markeret med 2-tal, udgør den membranøse labyrint. Den membranøse labyrint eller hindede labyrint, er en miniaturekopi af den benede. Den ligger inden i den benede, og er skilt fra dens vægge af perilymfe. (fortsættes)

Den membranøse labyrint indeholder selv en væske. Det er endolymfen. De to væsker er helt adskilte. De membranøse buegange har en udvidelse, der svarer til udvidelsen på de benede buegange. Udvidelsen hedder ampulla, og det er her, sanseepitelet er anbragt. En af ampullerne er markeret med (3) til venstre. I forgården ligger to forgårdssække, der er forbundet med en tynd kanal; den er ikke tegnet på. Forgårdssækkene er markeret (4) og (5). Den forgårdssæk, der er markeret (5), står i forbindelse med sneglen gennem en ganske fin kanal. (fortsættes)

I forgårdssækkene findes områder bestående af sanseepitel. Endelig ses den spiralformede hvide figur til højre i billedet. Det er den membranøse snegl. Den følger naturligvis den benede snegle spiral, men er væsentlig mindre end den. (11) viser stigbøjlen, der sidder i det ovale vindue, og (10) svarer til det runde vindue med den sekundære trommehinde. Når stigbøjlen presses ind mod det ovale vindue, overføres dens bevægelser til perilymfen i det sorte rum. Perilymfen sættes i bevægelse op langs sneglegangen og derved overføres bevægelserne til den membranøse snegl.

Tegningen viser sanseepitelet i forgårdssækkene. Billedet gælder desuden for sanseepitelet i buegangene. Der er støtteceller, det er de røde, og sanseceller, det er de blå celler, der er markeret (H) og forsynet med nogle lange hår, der stikker op i en geleagtig masse. Når den tykflydende geleagtige masse, der på tegningen er gul, sættes i bevægelser på grund af bevægelse af hovedet, påvirkes sansehårene, og dermed de nerver, der grener sig omkring sansecellerne.

Tegningen viser, hvorledes påvirkningen foregår ved forskellige stillinger. Længst til venstre er tegnet en lille mand i stående stilling. Det giver en bestemt påvirkning af sanseceller, vist indenfor cirklen. Når han lægger sig ned (2) fås en anden påvirkning af sanseepitelet, idet den geleagtige masse nu ligesom rutcher nedad. Og går han til yderligheder, og hænger i benene, så hænger den geleagtige masse ned, og udøver et meget kraftigt træk i sansecellerne. Alle disse påvirkninger registreres gennem nerverne og spiller en rolle for opretholdelsen af ligevægten.

Billedet viser et snit gennem sneglen. Man har ramt sneglens midterste akse og ser sneglegangen skåret på begge sider af aksen. Hver gang sneglegangen rammes ses tre mindre lumina. Det midterste af de tre lumina er trekantet på snit (her gråt). Det får man udmærket indtryk af, hvis man opsøger navnet til venstre på billedet. Der står stria vascularis. Pilen fører ind til ydervæggen af det trekantede lumen. Det trekantede lumen er den membranøse sneglegang. De to andre lumina er dele af den benede snegl og indeholder perilymfen. De svarer til det sorte rum på en tidligere tegning.