Viser tre forskellige endestykker (S), (M) og (SM). (S) er et serøst endestykke, hvor man ser 6 ens celler. 4-tallet viser grænsen mellem 2 celler. Et serøst endestykke karakteriseres ved at kernerne, der ses ved 2-tallet, er runde og ligger omtrent midt i cellen. Lumen, (3), er endvidere lille, og cellernes cytoplasma, (5), er mørkt granuleret. (M) er et mucøst endestykke, hvor 1-tallet mellem de to pile viser en celle, og 4-tallet grænsen mellem to celler. Et mucøst endestykke karakteriseres ved at kernerne, (2), er skålformede eller flade og ligger basalt i cellen. Desuden er lumen, (3), stort, og cellernes cytoplasma, (5), er lyst, ofte skumagtigt. (SM) viser et blandet endestykke, hvor der produceres et blandet sekret.
(fortsættes)

Her ses både serøse celler, (S), og mucøse celler, (M). Cellerne ligger ikke tilfældigt mellem hinanden, idet de serøse celler er samlet i endestykkets blinde ende. I histologiske præparater skæres endestykkerne ofte på en sådan måde, at den serøse del af endestykket danner en halvmåne, som vist på billedet.

Viser to typer endokrine kirtler. (T) er den trabekulære type og (F) den follikulære type. I modsætning til de eksokrine kirtler har de endokrine ingen udførselsgange, og deres opbygning er mere simpel. De enkelte celler er kubiske og vil i den trabekulære form, (T), danne epitelstrenge, der anastomoserer og danner et uregelmæssigt net; i maskerne ligger mange hårkar, (K). Pilene antyder, at de dannede sekreter afgives til karrene.
(fortsættes)

Den follikulære type (F) består af en række follikler. En follikel er en sæk, (S), der er lukket til alle sider. Sekretet kan gå direkte til karrene, (K), eller deponeres i folliklens lumen for senere at afgives til blodet. Dvs. sekretet først går i de hvide piles retning til follikelhulen, (S), for derefter, når der er brug for det, at følge den retning de sorte pile angiver, tilbage igennem cellerne og til karrene.

Manuskript nr. 134 / dias 85
Bearbejdet af
Henrik Løvschall og Erik Christophersen
Anatomisk afsnit
Århus Tandlægeskole
Århus Universitet

Kirtler er organer, der er særlig udviklet med henblik på sekretion. Det vigtigste væv i en kirtel er kirtelepitel. Kirtler deles i eksokrine kirtler mærket C1 og endokrine kirtler mærket C2, samt kirtler, der indeholder både eksokrine og endokrine afsnit. De sidste er ikke vist på dette billede. På fig. C1, hvor de secernerende kirtelepitelceller er farvet blågrønne, danner de blå dækepitelceller et rør. Gennem dette transporteres sekretet til overfladen. På fig. C2 ses en endokrin kirtel. De secernerende celler er blågrønne, men der er ingen forbindelse mellem cellerne og overfladen. Der er altså ikke noget gangsystem, og sekretet føres i stedet bort med blodet. Secernerende kirtelepitelceller ligger grupperet omkring tynde kar.

Eksokrine kirtler inddeles efter forskellige principper, for det første efter antallet af celler. Man skelner mellem encellede eller unicellulære og mangecellede eller multicellulære kirtler. Unicellulære kirtler består af en enkelt kirtelepitelcelle og findes som bægerceller. Øverste tegning viser en bægercelle omgivet af fire prismatiske dækepitelceller. Sekretet, der er rødt, er ved at udstødes på overfladen. Bægerceller er eneste eksempel på en unicellulær kirtel, alle andre kirtler er multicellulære.

Fig. A viser den enkleste multicellulære kirtel. Den består af et lag epitelceller på overfladen, der alle secernerer. Mavesækkens overfladeepitel er et eksempel på et secernerende epitellag. Når en kirtel skal producere store mængder sekret må den, som vist på fig. C, indeholde mange secernerende celler. Det betyder, at de fleste kirtler af pladsmæssige grunde kommer til at ligge udenfor epitelet, idet de mange celler ikke “kan være” i overfladeepitelet. Kirtler, der ligger udenfor epitelet kaldes ekstraepiteliale. Det gælder de fleste kirtler, f. eks. Spytkirtler.

Eksokrine kirtler inddeles efter sekretets art. Er det vandigt, som den væske, der hældes ud af reagensglasset, (S), er kirtlen serøs. I (M) er sekretet tyktflydende på grund af slim, og kirtlen, der har produceret det, er mucøs. En kirtel, der producerer en blanding af serøst og mucøst sekret, som i (SM), er blandet. Denne inddeling er ikke anvendelig for alle eksokrine kirtler, men er god for spytkirtlerne.