En ny bygning opføres på den tomme plads.

Den nye bygning bliver anderledes end de gamle huse – den bliver større og har et andet udseende

Knoglevævets “murersvende” er osteoblaster – vi ser en øverst til venstre. Nedrivningsarbejderen i knoglevæv er osteoklasten, der ses til højre.

Sanering i knoglevæv – rekonstruktion – vil sige nedbrydning og opbygning af Haver’ske lamelsystemer. Her er vist seks systemer. Osteoklasterne går til angreb på et af de Haver’ske systemer. Det sker altid inde fra kanalen – inderst i systemet. Osteoklasterne farer hårdt frem – det ses på næste billede.

Osteoklasterne nedbryder det lamelsystem, de først angriber, fuldstændigt – intet bliver tilbage. Men de standser ikke med det – de fortsætter ind i nabosystemerne, som dog kun ødelægges delvis. Ødelæggelserne standser lige så brat som de begyndte – og osteoklasterne forlader skuepladsen – øverst til venstre. Samtidig rykker murerne ind – nederst til venstre.

Her er murerne i gang. Det nye lamelsystem opbygges udefra. Den første, dvs. den yderste lamel, er bygget.

De går videre – næste lamel indenfor den første – og så fremdeles.

Denne situation sker heldigvis ikke indenfor det almindelige byggeri, nemlig at murersvende bliver muret inde. Dette sker imidlertid for en del af osteoblasterne. De bliver simpelthen liggende mellem to lameller – kammeraterne murer videre.

Det er en trøst at de indemurede osteoblaster ikke dør – de bliver til osteocyter, der ligger i hver sit lille rum – rummene findes alle mellem lamellerne.

Denne del af rekonstruktionen er færdig. Der står et flunkende nyt lamelsystem – det er større end det, der oprindelig blev revet helt ned, og har ofte en anden hældning. De omgivende lamelsystemer har stadig mén af nedbrydningen – de er – og vedbliver at være – ruiner. Ved næste rekonstruktion i området fjernes de måske helt.
Husk: rekonstruktion er en saneringsproces af de Haver’ske systemer, og knoglen bliver ikke tykkere som følge af rekonstruktionen.