Ved sine bugtninger får den overfladen til at bevæge sig. Derved kan slimhinden få kontakt med nye dele af indholdet i lumen; det vil f. eks. spille en rolle i tarmen under resorption. Vi afslutter gennemgangen af slimhinden i fordøjelseskanalen med at resumere. En slimhinde består altid af et lag dækepitel og et lag bindevæv. Hertil kommer i det meste af fordøjelseskanalen tillige et lag glat muskulatur. Epitelet hedder lamina epithelialis, bindevævet lamina propria og den glatte muskulatur lamina muscularis mucosae.

Lamina muscularis mucosae kan bevæge slimhindeoverfladen ved sin kontraktion. Man kan sammenligne det med en slange, der ligger under epitel og bindevæv.

Den grønne farve begynder på overgangen mellem svælg og spiserør. Den illustrerer det tredie lag, muskellaget, der kan findes i slimhinder. I mundhulen og i svælget består slimhinden kun af to lag lamina epithelialis og lamina propria. Fra og med spiserøret omfatter slimhinden tre lag; foruden lamina epithelialis og lamina propria er der tillige et lag glat muskulatur, lamina muscularis mucosae.

Hvad består reticulært bindevæv af?
Reticulumceller, reticulintråde og frie celler. I tarmen er de fleste frie celler lymfocyter. I ventrikelslimhinden indeholder lamina propria kirtler i meget stort antal. Bindevævs-mængden er sparsom, fordi kirtlerne næsten fylder hele lamina proprialaget ud. Altså, under slimhindens lamina epithelialis findes altid et bindevævs-lag, lamina propria. Det er fast bindevæv ind til mavesækken, og derefter en blanding af løst og reticulært bindevæv. I mavesækken er der næsten ingen bindevæv i lamina propria på grund af enormt mange kirtler, der fortrænger bindevævet.

I resten af fordøjelseskanalen, dvs. mavesæk og tarm, er lamina propria en blanding af reticulært og løst bindevæv. Det reticulære bindevæv er markeret ved mørke prikker. Det fremgår, at mængden af reticulært bindevæv tiltager i anal retning. I tyktarmen er lamina propria næsten udelukkende dannet af reticulært bindevæv.
Hvad består reticulært bindevæv af?

En slimhinde består altid af lamina epithelialis og et underliggende bindevævelag, lamina propria. Lamina propria er altid bindevæv men typen varierer. I mundhule, svælg og spiserør er det fast bindevæv. Dvs. at flerlaget pladeepitel og fast bindevæv følges ad.

Her ses tykkelsesforholdet mellem flerlaget pladeepitel til venstre og en prismatisk celle fra tarmen til højre. Det flerlagede pladeepitel er ca. 10 gange så tykt som prismatisk epitel. Det vil sige, at det flerlagede pladeepitel består af mange cellelag og er allerede af den grund helt uegnet til resorption. Enlaget prismatisk epitel har derimod en passende tykkelse til effektiv resorption.

Epitel i mavesækken beskytter aktivt ved at producere slim der danner et lag på overfladen. Det er en anden form for beskyttelse end flerlaget pladeepitel.

Det ville være en katastrofe med prismatisk epitel i de øverste afsnit af fordøjelseskanalen. Det prismatiske epitel er helt uegnet til at modstå kraftig mekanisk påvirkning. Det ville bogstavelig talt blive tromlet ned.

Flerlaget pladeepitel er det eneste epitel, der virkelig kan modstå mekanisk påvirkning. Det findes de steder, hvor den mekaniske påvirkning af fordøjelseskanalens vægge er stor, nemlig mundhule, svælg og spiserør. Det beskytter simpelthen ved sine mange lag. Man kan sige at det beskytter ved at være der, men det er passivt; det producerer ikke noget.