Når de primære tænder har siddet et stykke tid, begynder deres rødder at blive resorberet. Efterhånden løsnes tænderne og fældes. Ofte resorberes tanden helt op til eller et stykke op i kronen. Nedadtil i billedet med vejarbejdsskiltet ses den permanente tand i umiddelbar nærhed af den primære. Når den primære tand er fældet, er der plads til, at den permanente kan bryde frem.

Frembruddet finder sted, før roden endnu er færdigdannet. På tegningen vises, at en del af kronen er brudt frem, men roden mangler endnu et betydeligt stykke i at være færdig. Det skal understreges, at tanden baner sig vej igennem slimhinden, uden at der udgydes blod, og at forskellige kræfter driver tanden mod overfladen. Måske lettes frembruddet ved, at rester af emaljeorganet danner enzymer, der blødgør vævet, hvorved modstanden mindskes under frembruddet.

Øverste billede viser, at den første primære tand bryder frem, når barnet er ½ år, mens de øvrige bryder frem, inden barnet er 3 år. Det nederste billede viser, at frembruddet af de permanente tænder finder sted fra 6-12 år. Visdomstanden kommer dog senere.

Billedet til venstre skal illustrere, at før fødslen begynder samtlige primære tænder at mineralisere. Tegningen til højre skal illustrere, at de permanente tænder begynder at mineralisere efter fødslen. Der er dog en enkelt undtagelse.

Alle primære tænder og de fleste permanente anlægges, før barnet fødes.

Vi ser den hesteskoformede tandliste fra den frie kant. De primære tandanlæg er farvet grønne. De permanente tandanlæg udvikles dels udfor de primære tandanlæg dels på en forlængelse af tandlisten, der skyder sig bagud. Fra listens forlængelse udvikles de bageste tre røde anlæg, der svarer til de permanente molarer. Sammenfattende kan man sige, at samtlige primære tandanlæg samt de permanente tandanlæg til og med præmolarerne kommer fra selve tandlisten, mens de permanente molarer, der ikke afløser primære tænder, udvikles på en forlængelse af tandlisten.

Alveoleknoglen, der er tegnet gul med en række huller, udvikles ligesom gingivas lamina propria af bindevæv uden om tandsækken. Lamina propria er grønt. Gingivas epitel, der er ensfarvet mørkegult, udvikles fra kæbevoldens epitel.

Under oversigten slog vi fast, at tandsækken, der omgiver emaljeorganet, danner rodhinde og cement. Her vises rodhindens dannelse. Den består i, at kollagene fibriller udvikles og organiseres.

Det er værd at bemærke, at mens cementoblasterne kan indlejres og blive til cementocyter, så vil ameloblasterne holde sig helt fri af emaljen, mens odontoblasterne holder sig delvis fri af dentinen, idet kun odontoblastudløberen indlejres.

Området indenfor den lille firkant er forstørret og viser de cementdannende celler på overfladen af det brune cementlag. Cellerne er kubiske og hedder cementoblaster. Nogle af cementoblasterne indlejres i den substans, de har dannet, og ændrer form. De kaldes cementocyter og er stjerneformede. Denne proces svarer nøje til den, der foregår ved knogledannelse, hvor osteoblasterne danner et kubisk lag på overfladen af det knoglevæv, de danner, men hvor nogle af cellerne indlejres og bliver til stjerneformede osteocyter.
(fortsættes)