Små spytkirtler findes mange steder i mundhulen. Blandt andet på bageste halvdel af den hårde gane. Udførselsgangene er ofte så store, at de kan ses med det blotte øje. De to cirkler viser udførselsgange. I forreste halvdel af den hårde gane er der ingen kirtler. Her er tela submucosa i stedet udfyldt af fedt. Prikken nederst til venstre i billedet markerer foramen palatinum majus området; her gøres indstik, når slimhinden på ganen og tandkødet på ganesiden skal bedøves.

Krydset lige bag fortænderne markerer papilla incisiva. Læg mærke til papillens langagtige form hos denne patient. Langs den stiplede linie i ganens midte findes i dette tilfælde en forhøjning, i andre tilfælde kan der være en fure. De to gange fire prikker fortil/lidt fra midtlinien i hver side markerer tværstillede slimhindefolder.
Papilla incisiva, forhøjningen langs midtlinien, og de tværstillede folder fortil er de vigtigste enkeltheder på den hårde gane.

Ganen omfatter den hårde gane, palatum durum, og den bløde gane, palatum molle. Overgangen mellem de to ganeafsnit betegnes AH-linien. Den ligger lidt over bogstaverne i palatum molle.
Linien har fået sit navn, fordi den bliver tydelig, når man beder patienten sige ah. Så bevæger den bløde gane sig, mens den hårde gane naturligvis holder sig i ro.

Inden for tandrækkerne ligger den egentlige mundhule, cavitas oris propria.

af regio sublingualis, undertungeregionen, der ses, når tungespidsen løftes. På tungens underside er anbragt prikker. Fra de nederste prikker fortsætter slimhinden over mundbunden frem til tandkødet på indsiden af processus alveolaris. Hele området, der ses her, altså tungens underside og slimhinden i mundgulvet, er den overfladiske del af regio sublingualis.

Bunden i mundhulen dannes af tungen der ses her, samt

Loftet i cavitas oris propria dannes af ganen, der ses på dette billede. Endvidere fremgår det, at indsiden af processus alveolaris med gingiva og tænder danner den forreste og laterale begrænsning af mundhulen. Denne begrænsning er bueformet.

Det vigtigste organ i fauces er tonsilla palatina ved pilespidsen. Tonsilla palatina ligger mellem forreste ganebue, der er vist ved prikker, og bageste ganebue, der er vist ved den stiplede linie. Når man presser tungen ned, kontraherer patienten reflektorisk svælgmuskulaturen, hvorved tonsillen springer mere frem fra tonsillejet mellem de to ganebuer. Det bliver derved nemmere at undersøge den. De to ganebuer konvergerer mod den bløde gane, hvor de mødes i bagkanten. Kanten fortsætter til uvula i midtlinien. Uvula er markeret u. Tonsillens overflade præges af indgangen til krypterne, der ikke ses på dette billede.

Den del af mundsvælgrummet, der kan ses gennem isthmus faucium, hedder i det kliniske fagsprog fauces. Det er et vigtigt og hyppigt anvendt udtryk.
Ved den kliniske undersøgelse af en patient, er man specielt interesseret i, om slimhinderne i fauces er meget livligt røde som tegn på infektion. Her har slimhinderne den normale farve. I journalen ville man skrive fauces naturlig. Slimhinden længst tilbage ligger i svælgets bagvæg.

Bagtil står cavitas oris propria i forbindelse med svælget. Åbningen mellem mundhule og svælg er isthmus faucium. Den begrænses opadtil af den bløde gane ved den tynde streg. Til siderne danner forreste ganebue i hver side grænse. Ganebuen er i begge sider forsynet med prikker.
Nedre grænse af isthmus faucium er tungen ved de to pilehoveder. Alt hvad der ligger bagved isthmus faucium hører til svælget.
(fortsættes)