Mundsvælgrummet har to opgaver. Det skal både fungere som luftvej – og som vist på næste billede

Forvæggen i mundsvælgrummet dannes opadtil af et hul, isthmus faucium, der er blåt, og nedadtil af tungeroden, der er farvet grøn.

Bagvæggen i mundsvælgrummet er vist med rødt. Bagvæggen er glat og ligger som resten af svælgets bagvæg umiddelbart foran hvirvelsøjlens halsdel.

Her ses pars oralis på en patient, der gaber højt. Forreste ganebuer er markeret med pile og de bageste med prikker.
Mellem ganebuerne ligger tonsilla palatina (T). Den ligger i en fordybning, der kaldes tonsillejet. De næste tegninger viser horisontalsnit gennem tonsillejet som angivet ved linien.

På tegningen er tonsilla palatina gul, forreste ganebue blå og bageste ganebue grøn, begge indeholder en rød muskel. Svælgvæggen er brun. Tonsillejet er fordybningen mellem ganebuerne, hvor tonsilla palatina ligger.

Pilene peger på tonsilla palatinas frie medialside med tonsilkrypter. Det er snævre, blinde kanaler eller spalter, der strækker sig et stykke ind i organet og som er omgivet af lymfoidt væv.

Pilene her peger på tonsillens lateralflade, der ligger skjult i dybden. Lateralfladen er beklædt med en kapsel, der er løst bundet til svælgvæggen.

Ofte er tonsillerne små og skjules af ganebuerne. På patienter her er tonsillerne store og prominerende. Dette er især tilfældet hos børn. Her på billedet er mundsvælgvægrummet stort og åbent. Et helt anderledes indtryk får man på næste billede der er fra samme patient.

Her er mundsvælgrummet indsnævret og pladsen er trang. I modsætning til næsesvælgrummet, har mundsvælgrummet altså ingen stationær form.