Mellem tandoverfladen og den krave, den frie gingiva danner, findes en potentiel spalte. Spalten går hele vejen rundt om tanden og hedder den fysiologiske tandkødslomme. Det skraverede område inden for firkanten på den store tegning er forstørret opad til venstre, og pilen peger ned i tandkødslommen mellem gingivakrave og tand.

Pulpa er bygget som bindevæv andre steder. Det vil sige, den består af bindevævsceller, kollagene fibriller og amorf grundsubstans. De kollagene fibriller danner bundter, der på tegningen er røde. Endvidere ses stjerneformede bindevævsceller, fibroblaster, udifferentierede mesenchymceller og fixe makrofager. Der er ingen grund til at identificere de enkelte på tegningen. Endvidere ses runde bindevævsceller, øverst til venstre en plasmacelle med gult cytoplasma og øverst til højre en mastcelle med grove mørke korn. Endelig er tegnet et par hvide blodlegemer, et for oven ved den gule plasmacelle og et for neden.

De eneste celler i pulpa, der afviger fra andre bindevævsceller er odontoblasterne. Til højre ses den gullige dentin. Odontoblasterne har mørkegrønt cytoplasma og rød kerne, og de ligger i et lag på dentinvæggen. Fra odontoblas-terne strækker udløberne sig ud i dentinkanalerne. Til venstre i tegningen ses kollagene fibrilbundter, amorf grundsubstans, der her er ufarvet, og bindevævs-celler. Odontoblasterne danner dentin livet igennem.

Pulpa forsynes af en lille arterie, der går igennem foramen apicale. Læg mærke til, at arterien går helt op i den incisale del af kronepulpakammeret. Igennem foramen apicale går desuden vener, lymfekar og nerver. Pulpa ligger i et rum med ueftergivelige vægge. Det betyder, at betændelsesprocesser vil udspille sig på en anden måde end i bindevæv andre steder i kroppen, hvor der sædvanligvis er udvidelses-muligheder. Det er velkendt, at betændelsesprocesser fremkalder forøget tryk i vævet. På grund af de ueftergivelige dentinvægge kan pulpa ikke udvide sig.

Her ses rodspidsområdet. Den røde arterie, den blå vene og den gule nerve passerer til pulpa igennem foramen apicale. Tegningen illustrerer, hvad der sker under betændelse. Alle de mange celler, der ses omkring karrene, er hvide blodlegemer, der træder ud af blodbanen. Det øgede tryk bevirker en afklemning af den tyndvæggede vene. Det fremgår af tegningen, at venen i foramen apicale er godt på vej til at blive aflukket. Da arterien fortsat pumper blod ind i pulpa, er det klart, at trykket yderligere øges, og det vil ikke vare længe, inden venen er helt afklemt. Trykforøgelsen går naturligvis også ud over nerverne, hvorved der registreres kraftige smerter og ofte medfører trykket vævsdød af pulpa. Ved afklemning af karrene sker en selvstrangulation af pulpa.

Denne strangulation kan på en lidt håndfast måde illustreres ved denne tegning, hvor den blå slange, der er den fraførende luftledning, er afklemt, mens der stadigvæk pumpes luft ned igennem den tilhørende røde ledning. Gennem vinduet i hjelmen aner man resultatet.

Foruden kar passeres foramen apicale som nævnt af nerver. Det er illustreret på tegningen. Nerverne forgrener sig til alle dele af pulpa.

Pulpas nerver er talrige, men de registrerer enhver påvirkning som smerte uanset om det er varme, kulde eller som her elektrisk strøm.

Rodhinden ligger i spalten mellem tand og alveoleknogle. Spalten er her farvet helt sort og i øvrigt tegnet for bred. Det gør man i reglen på skematiske tegninger af didaktiske grunde. Rodhinden udfylder spalten helt og har til opgave at fæstne tanden til alveolevæggen ved hjælp af kollagene fibriller.

Tegningen viser, at rodhinden indeholder mange nerver.